Opbevaring og vedligehold af skøjter

Skøjterne er det vigtigste udstyr i kunstskøjteløb. Vi anbefaler, at man benytter en tynd strømpe i skøjterne, da det vil give en større følelse af kontrol over skøjten. Skøjten skal sidde tæt om foden, og den må hverken være for stram eller løs. Derudover er det vigtigt at der er en vis stivhed i skøjten, da en blød skøjte vil belaste barnets ankler alt for meget. 

For at forlænge levetiden på dine skøjter og særligt klingen anbefaler vi, at du benytter plastik skøjtebeskyttere når du går med skøjterne på udenfor isen. Efter træning skal skøjterne tørres af med en klud, hvorefter man kan sætte en stofbeskytter på. Dette for at de ikke ruster.  Ligeledes er det en god idé at have skøjterne i en taske, når man transportere dem til og fra træning. 

Men selvom man passer godt på skøjterne, skal de indimellem slibes. Indtil løberen selv får en fornemmelse af hvornår de trænger, kan man altid spørge vores trænere, om de trænger til at blive slebet.

Du kan altid søge råd og vejledning hos vores trænere samt den ansvarlige, der står ved det blå skab i hal 2.